Min egen fødselsberetning

Det er lige nu 17 dage siden vores skønne lillebror, Kristoffer, kom til verden. Vi havde en noget udfordrende start, men har heldigvis fået ro på nu. Så jeg har en ledig stund til...

Det er lige nu 17 dage siden vores skønne lillebror, Kristoffer, kom til verden. Vi havde en lidt udfordrende start, men har heldigvis fået ro på nu. Så jeg har en ledig stund til at fortælle om, hvordan fødslen forløb.

Men først må jeg lige fortælle om, hvordan fødslen af vores søde datter, Kamille, forløb en varm sommerdag i 2010. Hendes vej ud i lyset har nemlig haft stor betydning for, hvordan Kristoffers fødsel gik.

Kamilles fødsel juli 2010

Da jeg var gravid med Kamille havde jeg hydronefrose i meget svær grad. Hydronefrose er en afklemning af nyrernes afløb. Det er simpelthen babyen, der ligger og trykker på nyren.

Mange gravide har hydronefrose i mild grad, men jeg var så “heldig” at vinde den hard core version med nyrestenslignende anfald fra 5. måned, der potentielt kan være skadeligt for nyren og dens funktion på den lange bane.

Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde og fik indopereret et kateter i nyren, så afløbet var sikret, men smerterne hang ved. Da terminen nærmede sig, blev jeg sat i gang for, at min nyre kunne få lov at slippe.

Jeg tænkte hele tiden “Okay, lige om lidt bliver det sikkert rigtig slemt!” – Men det gjorde det aldrig.

Fra ren lykke til slagtehus

Det tog kun 8 timer at bringe Kamille til verden fra vandet blev taget og til hun lå på min mave. Det var en overkommelig fødsel. Bevares, det gjorde da naller, men jeg tænkte hele tiden “Okay, lige om lidt bliver det sikkert rigtig slemt!” – men det gjorde det aldrig. Jeg syntes – i al beskedenhed – at jeg var ret god til at føde.

Jeg brugte mine afspændings- og vejrtrækningsteknikker og behøvede kun smertelindring i form af  ilt/lattergas-masken – som jeg også sugede tør. ;-)

Balladen kom først i dét Kamille kom ud. Da skuldrene skulle fødes fik jeg desværre en 4. grads bristning – en fuld sphincter ruptur. For de uindviede er det en stor bristning i mellemkødet – All the way bagtil. Suk.

Inden jordemoderen kunne tage ordentligt bestik af bristningen, skulle moderkagen dog fødes – og den lod vente på sig.

Da den endelig gav slip og kom ud, var det med en enorm skylle blod efter sig. Det blev ved med at storbløde. Såret bag moderkagen inde i livmoderen ville ikke trække sig sammen som det ellers normalt gør. Så det pøsede ud med blod.

Ifølge Kamilles far skulle stuen have lignet et slagtehus. Jeg nåede at miste 2,5 liter blod.

Pludselig vrimlede stuen med folk. Adskillige mennesker på knæ over mig i sengen, hvor de lagde al deres vægt på min mave for at stoppe blødningen.

Jeg blev hurtigt mere og mere groggy og blev i al hast kørt på operationsgangen. Tilbage stod Dennis med vores lille 20 minutter gamle babypige i armene – helt alene på fødestuen (puha, jeg får helt ondt i hjertet, når jeg tænker på det).

På operationsgangen stoppede blødningen heldigvis af sig selv, lige som jeg var lagt i narkose. Og så kunne den dygtige læge i ro og mag lappe min bristning sammen.

Jeg nåede at miste 2,5 liter blod. Jeg blev hurtigt mere og mere groggy og blev i al hast kørt på operationsgangen.

Det tager lang tid for kroppen at komme sig ovenpå så stort et blodtab og jeg var selvfølgelig ikke mange sure sild værd i ugerne efter.

Det havde sandsynligvis også stor indflydelse på, at amningen aldrig kom rigtigt op og køre. Jeg kæmpede og kæmpede i de første måneder, men måtte til sidst give op.

Et nederlag, jeg ikke var forberedt på, ville tage så hårdt på mig mentalt.

Som om det ikke var nok, så røg Kamille på neonatal, da hun var bare 5 timer gammel med en infektion.

Her lå hun i de tre første dage af sit liv. Jeg lå på en anden etage og kunne slet ikke komme ud af senge de første dage pga det store blodtab. Så vi var kun sammen i dagtimerne. Det hjalp nok heller ikke lige frem på amningen.

Bristningen var svær psykisk

Helingen af den store brisning i 2010  gik rigtig godt, men alligevel følte jeg det, som var jeg en soldat, der var såret på slagmarken. Hjemvendt fra krigen i triumf – jeg havde jo trods alt produceret og frembragt en skøn lille pige – men skadet for livet.

Jeg var hunderæd for, hvilke konsekvenser bristningen ville få for mig i fremtiden. Ville jeg kunne dyrke sport som tidligere? Ville jeg blive inkontinent? Men heldigvis fik jeg slet ingen fysiske gener fra bristningen, da syningen først var helet op.

Derfor turde jeg godt give det et skud mere med en naturlig fødsel, da lillebrors termin nærmede sig.

Jeg kunne jo have valgt et planlagt kejsersnit, men tænkte at jeg da ikke kunne være så uheldig at alle de samme udfordringer – bristningen, den store blødning, ammeproblemerne – ville ramme mig igen. 

Jeg tænkte også, at med et kejsersnit var det helt sikkert, at jeg ville være ret medtaget i ugerne efter fødslen. Med en naturlig fødsel var der i det mindste en chance for, at det ville gå godt. 

Hydronefrosen havde jo stort set holdt sig væk i hele denne graviditet, så jeg regnede med at alt ville være anderledes denne gang.

Det blev det ikke …

Kristoffers fødsel november 2014

En mørk novemberaften i 2014 så Kristoffer dagens lys på Roskilde Sygehus. Han var en basse på 3990 gram og var 51 cm. Igen var det en hurtig fødsel – Bare 6 timer fra vandet blev taget til han kom ud. Og kun i de to sidste timer havde jeg mærkbare veer.

 Jeg pressede så blidt som muligt. Trak vejret igennem det hele og lod min krop om at føre min lille dreng længere og længere ud til os.

I de to timer skal jeg så lige love for, at den fik så hatten passede med presseveer allerede efter kun 3-4 veer.

Men jeg pressede så blidt som muligt. Trak vejret igennem det hele og lod kroppens pressetrang føre min lille dreng længere og længere ud til os. Jordemoderen var super dygtig og opmærksom på at lirke Kristoffer ud, så vi kunne undgå bristninger denne gang.

Men desværre.

Da både hovedet og skuldrene var født, kunne arvævet ikke holde mere. Og endnu en 4. grads bristning var en realitet.

Jeg græd af skuffelse.

Tusindvis af gange havde jeg jublende dagdrømt om, hvordan jordemoderen efter fødslen ville sige “Tillykke med jeres lille søn –  Du har ikke fået en hudafskrabning!”

Sådan gik det ikke. Igen kom jeg på operationsbordet.

Denne gang måtte jeg selv vælge, om jeg ville spinalbedøves (og være ved bevidsthed, mens de lappede mig sammen) eller i fuld narkose.

Jeg valgte det sidste. Jeg ville simpelthen bare helt væk fra denne kæmpe personlige skuffelse og fiasko.

 Endnu en 4. grads bristning var en realitet. Jeg græd af skuffelse.

På grund af travlhed på operationsgangen fik vi heldigvis to dejlige timer med Kristoffer, hvor han viste gode sutteevner på brystet, inden jeg endnu en gang blev kørt til “systuen”.

I modsætning til første gang foregik det hele i god ro og orden. Der var endda plads til lidt galgen-humor.

Jeg kæmpede igen forgæves med amningen

Min bristning gjorde, at vi skulle være på hospitalet i lidt længere tid end ellers. Jeg kunne kun ligge ned og amme, hvilket gav en del udfordringer, men trods det gik amningen godt – troede jeg!

Efter 3 dage kom vi hjem og det hele syntes fint. Dog skreg Kristoffer sig igennem de første tre nætter hjemme.

I vores stille sind tænkte vi “åh nej, et kolik-barn?!”. Vi troede, at han havde ondt i maven og prøvede at lindre det efter alle kunstens regler.

Det ville vise sig, at Kristoffer skreg af sult.

På 2. dagen hjemme blev han stille og sløv og på 3. dagen spiste han intet. Vi kunne ikke vække ham overhovedet og han havde ingen energi til at sutte. Det var meget uhyggeligt at se sin lille dreng så slap og sløv.

Kristoffer og jeg blev genindlagt på Roskilde Sygehus, da han var godt en uge gammel. Da havde han tabt sig 13 % af sin fødselsvægt.

Her fik han mad gennem en sonde hver 3. time og jeg gik all in på at få ordentlig gang i amningen. Det betød at lægge Kristoffer til brystet først; så fik ham modermælkserstatning på sonden og til sidst malke ud med en rullende malkemaskine for at stimulere produktionen.

Kristoffer og jeg blev genindlagt, da han var godt en uge gammel. Han havde tabt sig alt for meget.

Kristoffer blev ret hurtigt mere frisk. Men jeg syntes stadig, at det var vildt svært at lægge ham til selv. Jeg skulle jo helst ligge så vandret som muligt, når jeg ammede ham, hvilket bare var vanskeligt. Der skete heller ikke rigtig nogen øgning af min mælkeproduktion.

Til sidst blev det bare for meget.

Før fødslen havde jeg lovet mig selv, at hvis amningen heller ikke kørte optimalt denne gang, ville jeg hurtigt gå over til flaske. Jeg havde faktisk bestemt at give amningen 14 dage til at bevise sit værd.

Jeg kunne jo godt huske, hvor hårdt det havde været at kæmpe for at få amningen op og køre sidst – og den gang havde vi jo kun ét barn!

Nu hvor storesøster Kamille også kræver sin mors opmærksomhed og energi, vidste jeg, at det ikke ville hænge sammen at bruge timevis på en vingeskudt amning, flaskegivning og udmalkning.

Men det var en sindsyg svær beslutning, der tog mange tårer at komme frem til.

Jeg var bekymret for, om det nu var det rette beslutning. Hvad hvis nu min indsats ville begynde at bære frugt i morgen? Tænk hvis jeg pludselig havde masser af mælk og Kristoffer kunne få nok hos mig?

En af de søde jordemødre på sygehuset fik mig til at se på amning/flaske-dilemmaer i nyt lys: Hvis man er lidt bekymret anlagt (og det er jeg BIG TIME!), så er det ikke sikkert, at amning er sagen.

For man ved aldrig, hvor meget baby får at spise og når han én gang har været så langt nede i vægt, er det svært at slippe den bekymring. Jeg havde oven i købet ugevis af ammekæmpning tilbage, før det ville stå klart om Kristoffer overhovedet kunne blive et ammebarn! “Med flasken har du mulighed for at nyde din baby og lægge nogle af bekymringerne på hylden”.

 Det var en sindsyg svær beslutning, der tog mange tårer at komme frem til. Men da den først var taget, indfandt lettelsen sig straks.

Så beslutningen blev taget og lettelsen indfandt sig straks. Jeg fik Dostinex – nogle piller der stopper mælkeproduktionen inden for nogle dage – og vi blev udskrevet samme eftermiddag.

Nu er Kristoffer en rigtig flaske-dreng :-) Han har fået sine medfødte elastikker tilbage på håndleddene og er glad og tilfreds.

Derfor fortæller jeg mine fødselshistorier

Når jeg genlæser fortællingen om mine børns fødsler, kan jeg godt se, at det har været lidt af en forhindringsbane.

Men selve fødslerne har jeg været glad for. De har ikke været så slemme, som jeg frygtede. Og måske er der en mening med de udfordringer, jeg er løbet ind i efterfølgende.

Udover at der er nogen der dør, så har en fuld sphincter ruptur altid stået for mig, som det absolut værste, man kan opleve under en fødsel.

Sådan har jeg tænkt længe før, jeg overhovedet selv blev gravid første gang. Jeg har tænkt på det som rædselsfuldt, ulækkert, invaliderende og ekstremt taburiseret. Så meget, at det faktisk kun er ganske få mennesker, jeg indtil nu har fortalt min historie til.

Som jeg lå dér i hospitalssengen, følte jeg mig pludselig ikke så alene. Vi er mange, der ikke kommer uskadte ud af fødestuen.

Jeg har alligevel valgt at fortælle om mine fødsler, selvom jeg ikke så tit skriver om mig selv her på Superfit Mor-bloggen.

Men da jeg for et par uger siden – på dag 2 – da jeg var længst nede i kulkælderen over, at have bristet så meget igen, kom jeg i tanke om alle de seje mødre, som jeg er kommet i kontakt med gennem Superfit Mor.

Så mange har delt deres historier med mig om bl.a. fødselsskader, usikkerheder og frustrationer omkring mor-kroppen og bedt om min hjælp i forhold til genoptræning.

Da jeg lå dér i hospitalssengen med et isbind på og min lille babyfyr ved siden af, følte jeg mig pludselig ikke så alene.

Vi er mange, der ikke kommer uskadte ud af fødestuen. Og en af de værste sider ved det er, at der også er tilknyttet et tabu bl.a. ved at briste. Det vil jeg gerne være med til at ændre på ved at fortælle min historie.

Det er stadig et tabu at briste. Det vil jeg gerne være med til at ændre på ved at fortælle min historie.

Jeg vil også gerne fortælle om, hvordan man kan håndtere genoptræningen af f.eks. en bristning og andre efterfødselsproblematikker, så man kan nyde sin baby uden også at trækkes med en øm og energiforladt krop, der føles som om den er kørt over af en damptromle.

Det vil jeg skrive meget mere om i kommende indlæg. Lige nu skal jeg ud og gøre en flaske klar til den lille blødkindede gut, der stadig sover sødt her ved siden af.

Kristoffer 16 dage
Kristoffer 16 dage
Læs også: Bliv glad for din bækkenbund igen

Artiklen er markeret med følgende tags:

Min egen historie Fødsel