“Acceptér dine hængebryster eller vær et dårligt menneske”  - Superfit Mor

GRATIS GAVER : Få mine
4 bedste maveøvelser til efter fødslen + 5 dages Mini-Kursus

Ja tak, send dem straks

  • “Acceptér dine hængebryster eller vær et dårligt menneske” 

    Skrevet d. 17 juni, 2019 af i kategorien Motivation, Velvære

    Et skriv om at styrke sit bolværk og om fordomsfrit at turde spørge hinanden HVORFOR.

    Hvorfor er det, at vi kvinder kan være så hårde ved hinanden? 

    Hvorfor er vi tit så hurtige til at dømme eller ynke hinanden – uden at vi overhovedet har spurgt ind til, hvad der foregår på den anden side af hegnet?

    Hvorfor er det, at vi efterlyser, at andre kvinder trykker på deres pyt-knap ift. f.eks. hængebryster eller strækmærker efter fødslen?

    Jeg ser en tendens til, at det ellers fortrinlige bodylove-koncept (idéen om, at man skal elske sin krop, som den er) ind i mellem tipper over og bliver afsæt for mommy-shaming (altså hvor mødre udskammes, ofte af sine medmødre, pga. sine personlige valg f.eks. ift. at ændre mavens udseende eller få hejst brysterne op efter, de har født).

    Sat på spidsen lyder udskamningen: “Du er forfængelig og har forkerte prioriteringer, hvis du ikke bare accepterer din krop, som den er nu.”

    Mødre og børn glade sammen

    INGEN er forkerte … punktum!

    Kvindekroppen forandres med jetfart under en graviditet … og igen efter fødslen! De fleste kvinder overraskes over, hvordan noget så ultimativt familiært som ens krop pludselig kan føles så fundamentalt anderledes. Og det samme gælder psyken og følelserne.

    ALT er pludselig anderledes. Noget af det er bare dét … anderledes og kræver tilvænning. Men noget af det gør sgu ondt. På krop og sjæl.

    “If you don’t like something, change it. If you can’t change it, change your attitude.” – Maya Angelou

    Mange af os er sindsygt sårbare i denne transition, når vi er blevet mødre. Én ting er alt det her med kroppen. Det tordner rundt i kroppen med hormoner og biologien spiller os et seriøst pus somme tider. 

    Men oveni det kommer der det helt nye 110 % ansvar for et andet menneske! Og ikke hvilket som helst menneske, vi måtte stå i kø sammen med i Netto. Næ, det er dét lille menneske, som vi ALLERhelst vil det bedste for i hele verden! Vores eget kød og blod. 

    At finde sig til rette med alt det nye, kan gøre vores bolværk mod negativ påvirkning udefra endnu tyndere.

    For nogle kvinder er det let at acceptere at kroppen føles, fungerer og ser anderledes ud end før graviditeten.

    For andre er det svært og somme tider umuligt at blive glad for morkroppen.

    Det bedste forsvar er (ikke) et angreb

    Det her handler OGSÅ om at acceptere og slutte fred med sin krop efter fødslen.

    Men det er egentlig slet ikke derhen, jeg gerne vil med dette indlæg.

    For naturligvis er det at fortrække at være GLAD for sig selv og sin krop … og  sit sind, for den sags skyld! 

    Men HVORDAN vi hver især kommer hen til at være glad for sig selv er individuelt … og vejene derhen er lige så mangfoldige, som der er mennesker i verden. 

    Om vejen går via veganske juiceudrensninger, kosmetiske operationer, tarotkort eller “blot” lidt mavetræning er for mig uvedkommende.

    Hvis kvinden bliver GLAD (og helst også er glad undervejs!), er jeg glad.

    Men når vi f.eks. hører historier om nybagte mødre, der er klar til at lægge sig under kniven for at genvinde sit gamle udseende, provokeres mange.

    Hele shaming-spektret kommer i spil i kommentartrådene på de sociale medier:

    “Det er da for galt!”

    “Det er synd for hende, at hun er så ked af sin krop.”

    “Hun burde skamme sig og bare passe sit barn!” 

    Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der bag fordømmelsen måske ligger usikkerhed på egne valg? Eller hvis det ikke er tilfældet, så måske en skråsikkerhed på, at det man selv har valgt, er det eneste rigtige for alle?

    Den tese kan vi vist godt forkaste med det samme: Ingen ligger inde med dén ene eviggyldige sandhed, der er rigtig for samtlige mennesker.

    Før vi kommenterer, hvorfor så ikke starte med at spørge hvorfor? Hvorfor ikke PRØVE at forstå, hvad der ligger bagved?

    De sociale medier er inspiration, ikke sammenligningsgrundlag

    Ser man et billede på Instagram af en nybagt mor i tiptop form, tror jeg mange kvinder tænker: “Hvorfor ser jeg ikke sådan ud? Der er noget galt med mig, fordi jeg ikke ser sådan ud!”.

    Men husk nu, at det billede ikke har noget som helst med dig at gøre! Det værste, du kan bruge det til, er et sammenligningsgrundlag.

    Det bedste, du kan bruge det til er motivation, hvis det ellers er dén vej, din glæde ligger.

    Og hvis ikke det er, så kig den anden vej! Lad det fare. Alt behøver ikke blive vurderet og kommenteret. Det er din energi for dyrebar til. Fokuser på de ting, der giver dig glæde og blæs på resten!

    Styrker vi bolværket omkring vores egne personlige valg, tror jeg, at behovet for at bedømme, hvad andre gør, vil visne hen. Til alles fordel.

    Skal vi tage ved lære af mændene?

    Det er min fornemmelse, at mænd i højere grad accepterer deres med-mænds valg.

    Mænd dømmer ikke deres med-mænd på samme måde, som vi kvinder desværre ofte gør. Det tror jeg godt, vi kvinder kan tage lidt ved lære af.

    Tag f.eks. en mand, der vælger at få en hårtransplantation. Hans hårgrænse har været vigende i nogle år og nu har han besluttet, at det skal være slut.

    Hører vi hans med-mænd ytre sig negativt over, hvilket dårligt forbillede han er for sin søn, der måske også bliver skaldet en dag? Eller ærger nogen sig over højlydt på de sociale medier over, at verden er af lave, fordi manden overhovedet har LYST til at få en hårtransplantation??

    Nej. Slet ikke.

    Måske løftes der et busket mandeøjenbryn eller to, men det er det. “Det må han da selv om,” kan jeg høre gutterne mumle, “det er da hans egen krop.”

    Hold bolden på egen banehalvdel

    Jeg kunne godt tænke mig, at vi kvinder bliver bedre til at stå ved os selv og vores valg … allerførst.

    Det gælder, hvordan vi opfostrer vores børn, hvad vi vælger at spise eller ikke spise, hvad vi tror på, hvordan vi går klædt og hvordan vi iøvrigt ser ud.

    Hvis vi styrker vores eget bolværk omkring vores egne personlige valg, tror jeg, at behovet for at bedømme, hvad andre gør, vil visne hen. Til alles fordel.

    Skal vi øve os sammen?

    Her er, hvad jeg vil øve mig i at blive bedre til. Følg med mig, hvis det vækker genklang hos dig:

    1. Jeg vil mærke efter (og stå ved), hvad der er rigtigst for MIG personligt!
    2. Når jeg støder ind i andre, der mener/gør noget andet, så spørger jeg: HVORFOR? Jeg vil øve mig i at udleve rummelighed og forsøg at forstå/kende bevæggrunden bag.
    3. Næste trin er så IKKE at dømme den anden, selv når handlingen er anderledes end min og jeg heller ikke forstår bevæggrunden. I stedet for at sige: “Det er godt nok dumt” så vil jeg sige “Det er ikke mig. Det ville JEG aldrig vælge at gøre”. Modtageren må så omvendt huske, at dét i givet fald ikke er et personligt angreb, hvis jeg definerer, at JEG vil noget andet end hende.

    Dette gælder i både ude virkeligheden med vores veninder, bekendte, søstre, kollegaer OG det gælder på de sociale medier, hvor det (heller) ikke bør være gratis at være hurtig på fordømningsaftrækkeren, bare fordi vi ikke står face to face. 

    Lev dit eget liv. Lad være med at forsøge at gøre det på andres vegne. 

    Jeg mener, at vi burde fokusere på at kortlægge vores egne PYT-knapper og trykke på dem, når det er nødvendigt.

    Definér din vej til at være glad ved din krop.

     

    Kh,

    Thora,

    Personlig træner og cand. mag. i engelsk og filosofi

     

    LÆS OGSÅ: “Gør andres flotte resultater dig ked af det?”

    LÆS OGSÅ: Følelsen af smuk: Hæmmes vi kvinder af kollektivt tunnelsyn? 

    LÆS OGSÅ: Drop den dårlige samvittighed. Slut fred med din krop

Det er ikke muligt at kommentere denne artikel.