Viden er magt: Forstå din overgangsalder

Vægtøgning, træthed og ømme led er blandt de mest udbredte symptomer på begyndende overgangsalder. Det er ikke ualmindeligt, at det starter i 40'erne.

Her lærer du det basale om overgangsalderen, så du kan ruste dig med viden og effektivt få skovlen under de irriterende symptomer.

Overgangsalder eller menopause?

På dansk taler vi om overgangsalder eller klimakterie. Men egentlig er det mere præcist at bruge termerne menopause, perimenopause og postmenopause.

Perimenopause kan vi kalde optakten til selve menopausen. “Peri-” stammer fra græsk og betyder ‘omkring’ eller ‘nær’.

Perimenopausen er den periode, hvor vores hormoner begynder at skifte over imod kroppens nye normal uden en månedlig menstruationscyklus.

Under en almindelig cyklus i dine pre-menopause år, altså dine fertile år, har især østrogen og progesteron slået taktstokken til den velkendte månedlige rytme: En normal månedlig cyklus har varet mellem 25 til 40 dage med blødning i 3-7 dage.

Den rytme er nu kastet op i luften og dine cyklusser kan vare både kortere og længere, mere eller mindre intense, og blødninger kan vare i ugevis eller helt udeblive.

Vi rammes forskelligt af symptomer

Perimenopausen er den transitionsperiode hvor, vi begynder at opleve symptomer som vægtøgning, vasomotoriske symptomer (hedeture), søvnproblemer og humørsvingninger – og for nogle kvinder også en hel vifte af andre symptomer! – indtil selve ophøret af menstruation.

Groft sat op vil ca. en tredjedel af alle kvinde kun opleve ganske lidt til disse overgangssymptomer. Den næste tredjedel vil være moderat generet af sine symptomer.

Og så er der den sidste tredjedel for, hvem symptomerne er så voldsomme og gennemgribende, at det ødelægger livskvaliteten fuldstændig.

En gruppe kvinder i overgangsalderen er på vej hjem fra træning med træningsmåtter under armene.

Menopausen er én dag i kalenderen

Selve menopausen er dén ene dag i kalenderen, hvor du ikke har haft menstruation i 12 måneder.

I de fleste andre vestlige lande er gennemsnitsalderen for kvinders menopause 51 år. For danske kvinder er gennemsnitsalderen for menopause helt præcist 50,6 år. Men det anses stadig som normalt, hvis menopausen indtræffer mellem 45 og 55 år.

Derefter er vi i det, vi kalder, post-menopausen.

I postmenopausen er din månedlige cyklus teknisk set helt ophørt og det er slut med at have menstruation.

Æggestokkenes ægreserver er nu tømte, der er altså ikke længere ægløsning og østrogenproduktionen i æggestokkene er ophørt – dette er den nye, biologiske ‘normal’ for resten af dit liv.

Optakten til overgangsalder kan vare op til et årti!

Perimenopausen starter typisk, når vi er mellem 35-45 år.

Den kan vare op til 10 år, men de fleste mærker mest til symptomerne i de sidste 4-6 år, før blødningerne stopper helt.

I perimenopausen begynder den fine balance mellem primært vores to vigtige kønshormoner, østrogen og progesteron, at ændre sig relativt i forhold til hinanden.

Det sker, fordi vi har flere og flere blødninger uden forudgåede ægløsning.

Æggestokkene producerer stadig østrogen, men uden ægløsning produceres hormonet progesteron ikke.

Derfor vil mange opleve, det der kalder østrogendominans, i perimenopausen, til trods for at østrogenniveauet er langsomt nedadgående.

Træt af tøndemaven? Træn med Flad Mave 40+
Gruppe kvinder i overgangsalderen på vej til træning.

Hvordan ved jeg, om jeg er i overgangsalderen?

En blodprøve er ikke specielt brugbar til at påvise, om man er i perimenopausen, fordi hormonerne suser op og ned og altså svinger meget.

Faktisk ligger østrogenniveauet i gennemsnit 20-30 % højere end i perimenopausen end i vores fertile år.*

Derfor er symptomerne, vi er nødt til at lytte til, samt selvfølgelig at udelukke anden årsag til symptomerne.

Dog er det muligt at spotte en generel nedadgående trend i hormon-niveauerne, hvis man tager regelmæssige blodprøver over en periode.

Efter menopausen og sent i perimenopausen vil blodprøver i højere grad kunne bruges til at påvise, at menopausen er (eller er tæt på) indtruffet.

For de fleste kvinder vil symptomerne klinge af efter menopausen, men nogle kvinder oplever stadig hedeture og andre symptomer i helt op til 20 år eftermenopausen.

10 % af de kvinder, der har symptomer i overgangsalderen, vil desværre opleve dem hele resten af livet.

Det er primært overvægtige kvinder, der oplever hedeture i postmenopausen, da østrogen primært er konverteret i fedtvæv.*

Etnicitet og nationalitet er også af betydning for både menopause-alder samt antallet og intensiteten af symptomer.

Eksempelvis er indiske kvinder dem, der på verdensplan er yngst, når menopausen indtræffer, nemlig i gennemsnit 46 år.

Kvinder med afrikansk afstamning oplever statistisk set flere og længerevarende gener ifm. menopausen.

Man ved ikke nøjagtigt, hvorfor vi ser disse forskelle på verdensplan, men årsagen skal sandsynligvis findes både i gener og livstil.

Læs også: Derfor er kreatin vigtigt i overgangsalderen

Kilder:

Peacock et al (2023): Menopause

Saccomani et al (2017): Does obesity increase the risk of hot flashes among midlife women?: a population-based study

Kroenke et al (2012): Effects of a dietary intervention and weight change on vasomotor symptoms in the Women’s Health Initiative

Artiklen er markeret med følgende tags:

overgangsalder Menopause Vægttab