Frossen skulder? Din overgangsalder kan være på spil
Smerter i skulderen? Svært at løfte armen? Det kan være din overgangsalder, der viser tænder.
Vidste du, at din overgangsalder kan være den udløsende faktor for at få frossen skulder?
Frossen skulder er en meget smertefuld tilstand, der begrænser bevægeligheden i skulderen og kan vare i årevis.
Tilstanden har længe været ignoreret og bagatelliseret i sundhedsvæsnet – måske fordi det primært rammer kvinder 50+?
Hvorfor får vi frossen skulder i overgangsalderen?
En frossen skulder er ikke en skade, der udvikles pga. overbelastning eller traume til skulderen.
Frossen skulder opstår, når der kommer en inflammation af bindevævet eller ledkapslen i skulderleddet.
Øget inflammation ses ofte pga. de ændrede østrogenniveauer i perimenopausen og menopausen.
Bider man tænderne sammen og bliver ved med at bruge skulderen trods smerter, opstår der endnu mere inflammation – og en ond cirkel er begyndt.
Selvom man godt kan få det bedre ved hjælp af fysioterapi (hjemmeøvelser) og steroider (piller eller indsprøjtninger) er der reelt ingen helbredende behandling for en frossen skulder.
På et tidspunkt vil skulderen “tø op” af sig selv … men i mellemtiden har kvinden haft stærke smerter og har måske måtte ændre sin ellers aktive livsstil pga. den begrænsede bevægefrihed i skulderen.
Frossen skulder ses oftest hos kvinder mellem 40 og 60 år
Det er svært ikke at kravle en lille smule op på de feministiske barrikader, når man dykker ned i studierne om kvinders sundhed i og omkring overgangsalderen bl.a. omkring frossen skulder.
Hvis du tænker efter, er det meget sandsynligt, at du kender adskillige kvinder, der har eller har haft en frossen skulder.
5 % af befolkningen får diagnosen frossen skulder.
Det vil sige 5 ud af 100 mennesker.
2/3, der rammes af frossen skulder – altså langt hovedparten – er kvinder mellem 40 og 60 år. Og oftes i peri- og menopausen.
Disse tal til trods, har der indtil for nyligt, kun været ganske lidt forskning om sammenhængen mellem frossen skulder og overgangsalder.
Ledsmerter i overgangsalderen
Man anslår, at 50 % af kvinder i overgangsalderen rammes af ledsmerter eller artralgi (smerter i leddene uden synlig ændring i leddet).
Østrogens effekt på vores led og muskler er (stadig) et underbelyst område, så vi har reelt ingen fix og færdig behandling for ledsmerter, der er opstået pga. overgangsalder.
Hormoner på recept kan (måske) beskytte mod frossen skulder
Et mindre studie fra 2023 viste, at hormoner på recept (hormonterapi) har enorm betydning for, om du kommer til at udvikle en frossen skulder i din overgangsalder.
Faktisk havde de kvinder, der ikke fik hormontilskud 99 % større risiko for at få frossen skulder!
Studiet skal nu udbygges for at fastslå, om hormonterapi virkelig giver så god beskyttelse mod frossen skulder, som dette første studie tyder på.
Livskvaliteten på spil hos kvinder med frossen skulder
Googler du “frossen skulder” kan du læse, at en frossen skulder anses som værende en “godartet tilstand med stærke smerter, der varer dag og nat i 1-3 år”.
Men selvom tilstanden i sig selv ikke er livstruende, kan den være invaliderende og kan – i yderste konsekvens – trække andre dårligdomme med sig.
Det kan nemlig være svært at fortsætte med motion pga. smerterne.
Forstyrret søvn og ens generelle overskud får også et ordentlig slag ned ad, når man er i konstant smerte.
Det tærer på livskvaliteten.
Det kan alle, der har prøvet at have en frossen skulder forstå.
Det, vi på nuværende tidspunkt har evidens for, at du selv kan gøre for at forbygge frossen skulder er at:
- Træne med vægtbærende øvelser.
- Spise sundt
- – og så ellers holde dig for øje, at smerter i dine led inkl. i dine skuldre kan være tegn på, at din overgangsalder er i gang eller på vej.
Kilder: Saltzman et al (2023): Is Hormone Replacing Therapy Associated with Reduced Risk of Adhesive Capsulitis in Menopausal Women? A Single Center Analysis.
St Angelo et al (2023): Adhesive Capsulitis.
Chan et al (2017): Physical therapy in the management of frozen shoulder.
Kunne du lide denne artikel? Del den!