Tis i bukserne ved løb? Sådan undgår du ‘funnelling’
Træt af, at dine løbetights lugter af tis? Små ændringer i din kropsholdning optimerer biomekanikken, så dit urinrør ikke gaber ved landing og du bedre kan holde tæt på løbeturen.
Kender du fænomenet funnelling? Hvis du tisser lidt i bukserne ved hop og løb, skal du spidse ører nu, fordi funnelling kan være den primære eller medvirkende årsag hertil.
For mange kvinder findes der dog en super nem måde at undgå funnelling ved blot at justere lidt på måden, vi løber på.
Så er du træt af tis-våde løbetights? Read on, sister! Der er hjælp at hente i artiklen her.
Hvad hulen er funnelling?
Funnelling stammer fra det engelske ord for tragt (funnel) og henviser til dét, der sker i underlivets væv, når vi lander et hop.
Ved funnelling trækkes urinrøret simpelthen lidt åbent, så tis ufrivilligt kan løbe ud.
Urinrøret gaber ved landing under funnelling
Hvis vi lander et hop med bagdelen trukket ind under os selv (tænk: halen mellem benene), kan urinrøret åbne sig lidt, så væske/urin løbe ud og resultere i tis i dine løbetights.
Det er dette, der kaldes funnelling og er blevet påvist via studier, der har kigget på, hvad der sker i vævene i underlivet, når man lander et hop.
Man kan konstatere, at når man lander et hop ned fra en høj kasse, så stopper kroppens knogler, når man rammer jorden.
Men bækkenbundens væv og underlivets organer fortsætter nedad for så at komme op igen til hvileposition efter nedslaget.*
Dette sker sandsynligvis for at hjælpe med stødabsorberingen.
Bækkenbundens bagerste del deformeres mest
Man kan måle, at den bagerste del af bækkenbunden gennemgår en større deformation – den bevæger sig altså længere ned end den forreste del, før den vender tilbage til udgangspositionen.
Man ser også, at urinrøret, der løber inde i disse væv, og som bevæger sig ned ved landing, halvvejs nede åbner lidt og lukker sig igen på vej tilbage til sin udgangsstilling.
Derfor tisser du i bukserne ved løb
Når urinrøret ‘gaber’ på denne måde, kan væske løbe ud fra blæren, og man oplever urinlækage.
Så det øgede træk i vævene bagerst i bækkenbunden trækker altså urinrøret åbent, så det gaber lidt.
Årsagen til dette uens træk i bækkenbunden ved landing, der kan resultere i funnelling, skal sandsynligvis findes i, at der forrest i bækkenet er mere støtte både fra knogler, muskler og bindevævsstrukturer.
Den større støtte fortil forhindrer, at den forreste del af bækkenbunden bevæger sig helt lige så langt ned, som den bagerste del gør.
Dette er vigtig viden, som vi kan overføre direkte til vores løb i den kernevenlige løbeteknik.
For hvis vi lander et hop – eller hvert eneste løbetrin! – med bagdelen trukket ind under os selv, er der ‘fri passage’ ned gennem bækkenet.
Vi kan med andre ord ikke udnytte den ekstra støtte, vi har forrest under bækkenet.
Det er ikke kun relevant i forhold til at undgå inkontinens, men også for i det hele taget at mindske belastningen på bækkenbunden generelt, når vi løber.
Sådan undgår vi funnelling
Hvordan kan dette så oversættes til en mere “dryp-sikker” løbeteknik?
Jo, for det første er det vigtigt, at du giver dine kernemuskler de bedste arbejdsbetingelser, når du løber. På den måde kan de nemlig byde ind med mest stødabsorbering. Det gør du ved at have en god kropsholdning, når du løber.
Specifikt så betyder en god kropsholdning i denne forbindelse, at du:
- ikke løber med bagdelen trukket ind under dig selv.
- ikke læner dig tilbage, når du løber.
- ikke holder vejret eller trækker vejret meget kort og overfladisk.
Meget mere om den kernevenlige løbeteknik i min bog Løb igen: Lær at løbe uden gener fra morkroppen og i mit online træningsprogram, Løb kernevenligt.
*Zhang et al, Feasibility of using a computer modeling approach to study SUI by landing a jump, 2009
Kunne du lide denne artikel? Del den!