Følelsen af smuk: Hæmmes vi kvinder af kollektivt tunnelsyn?

At være indiskutérbar smuk.

Så smuk, at du bliver stoppet på gaden og overøst af komplimenter fra fremmede. Så smuk, at du aldrig bliver overset eller sprunget over i køen, fordi dit udseende kun er middelmådigt – på en god dag!

Det er, hvad Renée (hovedpersonen i komedien I Feel Pretty) ønsker sig.

Da Renées ønske går i opfyldelse som et magisk quickfix efter et styrt fra en spinningcykel ændres hendes liv sig radikalt.

Men det er ikke Renées ydre, der ved et trylleslag forandres til det bedre. Det er hendes indre. Måden, hun ser sig selv på.

”Det her kunne være interessant”, tænkte jeg, da jeg havde grinet færdig af traileren. Så i aftes tog jeg min assistent Stine under armen og gik i biffen.

To praktiske pointer, før vi når til det vigtige:

1. Jeps, vi havde kun vand (ikke cola) i biografsædets kopholder, men også nøje udvalgt bland-selv-slik. Ingen grund til at blive fanatisk, vel?
2. Overvej allerede nu, hvordan du kan få børnene passet, så du kan tage i biografen og se I Feel Pretty. Den er en god workout for dine lattermuskler såvel som dine ”selvtillidsmuskler”.

Chick flick med potentiale for selvgranskelse

Jeg tror ikke plottet i I Feel Pretty kommer bag på nogen for alvor. Det er en Hollywoodfilm og [Spoiler Alert!], ja, den ender godt.

Så godt, at både Stine og jeg måtte have lommetørklæderne frem under filmens store, forløsende scene, hvor det går op for Renée, at hun rent faktisk er skøn, præcis som hun er.

Jeg er en sucker for en god chick flick og Bridget Jones eller Sex and The City-pigerne besøger stadig mit fjernsyn jævnligt, når jeg har brug for et fix.

Trods rammen som velpoleret tøsefilm, så synes jeg alligevel, at filmen bringer emner til torvs, der er værd at tygge lidt længere på.

Som f.eks. hvorfor vi kvinder er så gode til at se andres skønhed, men håbløse til at se vores egen.

En epidemi af tunnelsyn

Vi kvinder synes altid at have en finger (eller 10!) at sætte på den måde, vi selv ser ud på.

Mange fokuserer som besat på én [selvopfattet negativ] ting ved sig selv og misser derved fuldstændig dét, der gør dem fantastiske.

Når vi lader os hæmme af usikkerhed omkring vores udseende, går vi glip af meget af det sjove i livet.

Vi gemmer os i løst tøj, fordi vi føler os for tykke/ranglede/slappe/bulede (på de forkerte steder).

Vi kæmper indædt for at få vores hår til at makke ret, fordi det er for krøllet/glat/tjavset/kikset.

Vi græmmer os, fordi vi ser bumser/fregner/rynker grine hånligt tilbage, når vi ser os i spejlet.

Usikkerheden smitter

Det her handler mest om udseende. Og udseendet er som bekendt sekundært.

Hagen er blot, at det griber om sig. Følelsen af utilstrækkelighed omkring ens udseende smitter.

Jeg tror, at mange kvinder, der føler, at de ikke slår til på skønhedsfronten, heller ikke føler sig gode nok på andre fronter. Så føler man sig måske ikke som en god nok mor, en altomfavnende nok veninde, en intelligent nok medarbejder.

Jeg er ikke sikker på, at mænd har det på samme måde.

Hvis en mand synes, han er blevet lidt for rund om maven … begynder han så også at betvivle, om hans kollegaer tager ham alvorligt ved hans næste præsentation? Jeg ved det ikke. Jeg tvivler. Men det er en helt anden snak.

Hvem har ret til at føle sig grim?

En anden vigtig pointe i filmen er, at det er alle kvinder, der ind i mellem sætter sit lys under en skæppe.

A-L-L-E.

Også dem vi typisk kategoriserer som perfekte og gudesmukke.

Nu skal det jo ikke være en konkurrence om, hvem der har mest ”lov” til at have lavt selvværd.

Men jeg synes, det er værd at hæfte sig ved, at det i princippet åbenbart er lige meget, hvordan hylstret ser ud … ejerkvinden kan sagtens ringeagte det alligevel.

Det er ikke svært at blive enige om, at man bør acceptere sig selv, som man er og at udseendet ikke er det vigtigste her i livet.

Måske især når vi har fået børn og vi ikke længere selv er det eneste omdrejningspunkt i vores liv. Så ændrer prioriteringerne sig en hel del.

Men det er nok de færreste af os, der helt ryster usikkerheden omkring vores udseende af os, når vi bliver mødre.

Ikke mindst fordi der kommer en hel buffet af nye ting, vi kan blive usikre over, efter kroppen har gennemgået graviditet og fødsel: Strækmærker, slaskemaver og hængebryster.

Er indre skønhed den eneste vej frem?

Er løsningen så helt at forsage alt dullegrej? At lave etnisk udrensning i skuffer og skabe af alt, der på en eller anden måde skal ”perfektionere” vores udseende og sætte det hele ud til storskrald?

De fleste af os forsøger jo at gøre noget ved vores selvopfattede utilstrækkeligheder og lægger dyrebar tid og hårdtjente penge for at optimere udseendet med makeup, hår og tøj … og med træning og kost, der skal forme den genstridige krop.

Det er tit en utaknemmelig opgave at være på et evigt korstog mod en perfektion, vi sandsynligvis aldrig opnår, hvis det er damebladenes photoshoppede skønhedsideal, vi stræber efter.

Nogle vil mene, at det er forfængeligt og overfladisk at kere sig om, hvordan man ser ud, når man har fået børn. Jeg kunne ikke være mere uenig. Ikke hvis det at kere sig om måden, man ser ud på, kan føre til den forjættede følelse af skønhed.

Men findes der en balance, hvor det er okay at forfine på hylsteret uden af gå på kompromis med indholdet?

Det ene ikke behøver jo ikke at udelukke det andet. Selvom det indre er det vigtigste, så får man tit en god følelse af at gøre noget ud af det ydre.

Følelsen af smuk

Jeg synes, at filmens titel opsummerer det ret fint: I feel pretty. Jeg føler mig smuk. Hvis man formår at føle sig smuk, vil man være klar til at indtage verden.

Hvilke veje er så legitime for at nå denne magiske følelse af selvsikker skønhed, der umiskendeligt spottes hos enhver kvinde, der hviler i sig selv?

Jeg tror, at følelsen kan hjælpes på vej ved, at du passer på dig selv. Bevæger dig, så kroppen føles frisk. Spiser rimelig sundt. Bruger præcis dén mængde dullegrej, der få dig til at blinke til dig selv i spejlet. Måske vil det være at få rette dine bryster til hos plastikkirugen … det er i min optik underordnet. Hvis blot man gør det for sig selv.

Bare man når frem til følelsen af skønhed, der ikke er afhængig af hvad andre synes eller hvor mange point man scorer, sammenlignet med pigen ved siden af.