Gåture som springbræt til løb: Sådan gør du det rigtigt

Vil du i gang med løb – men døjer med knæsmerter eller usikkerhed? Her er et skånsomt alternativ til klassisk løbetræning, som tager hensyn til kvindekroppen.

Drømmer du om at komme i gang med løb – men virker det overvældende eller ubehageligt for kroppen? Så er der gode nyheder: Gåture er ikke kun sund motion i sig selv. De er også den perfekte indflyvning til løbetræning.

Som kvinde kan det være særligt vigtigt at opbygge løbevanen skånsomt.

Krop og kerne – dvs. især mavemuskler og bækkenbund – skal nemlig kunne tåle impact, altså de stød, som løb giver – og her er kombinationen af gang og korte løbeintervaller (kaldet ‘Kombiløb’) guld værd.

Derfor virker kombiløb

  • Du skåner knæ, hofter og bækkenbund
  • Du kan holde koncentrationen om løbeteknikken i kortere intervaller
  • Du opbygger gradvist udholdenhed og kondition

Start f.eks. med 5 minutters rask gang, efterfulgt af 1 minuts roligt løb – og gentag det 3-5 gange.

Er du endnu ikke klar til at løbe, kan du erstatte løb med speedwalk i de hurtige intervaller. Bare det, at du varierer tempo og udfordrer kroppen, giver stor effekt.

Giver løb smerte i knæ eller inkontinens?

Har du problemer med inkontinens, smerter i knæ eller bare føler dig tung og lav på energi, så er det ekstra vigtigt at starte roligt og lytte til kroppen.

Ofte vil du opleve, at den kernestyrke og teknik, du opbygger i kombiløb, gør dig tryg nok til at løbe på sigt – helt uden gener.

Pro Tip: Bakkegang, altså gang op ad bakke, eller trappegang, altså rask gang op ad trapper, kan meget fint bruges i stedet for løb, hvis kroppen ikke er klar til løbenedslag/impact. Det styrker ben, hofter og teknik – og giver sved på panden uden at presse kroppen og især bækkenbunden for meget.

Trappegang bakkegang løb for kvinder perimenopause vægttab smerte knæ begynder

Lad gang være en central del af din træning

Gåture er ikke bare “bedre end ingenting” – de er en solid træningsform i sig selv og et fremragende springbræt til at komme godt og skadesfrit i gang med løb.

Særligt for kvinder i perimenopausen, der ofte oplever nye eller forværrede udfordringer med underliv eller led, er kombiløb den kloge måde at vende tilbage til løb med glæde, styrke og overskud.

Artiklen er markeret med følgende tags:

Løb Bækkenbund