Ny forskning sammenligner fødselsskader med sportsskader
Knibeøvelser har ingen effekt på mange fødselsskader. Det er én af konklusionerne af ny forskning, der bruger sportsmedicin til at diagnostisere fødselsskader.
Ny forskning fra University of Michigan afslører, at mange fødselsskader ligner de skader som atleter kan pådrage sig som f.eks. træthedsbrud på knogler og alvorlige fibersprængninger.
Undersøgelsen konkluderer, at den gængse opfattelse, at knibeøvelser kan redde ethvert underliv – hvis de blot laves vedholdende nok – ikke altid holder stik.
Den viser også, at helingen af bristninger ikke kun handler om at få nerver og muskler til at finde sammen igen – ofte er det langt mere komplekst.
Hvorfor sammenligne æbler med appelsiner?
Jeg fandt frem til denne vigtige forskning gennem en amerikansk artikel fra Michigan News, University of Michigan, der var refereret på Ekstra Bladets hjemmeside – af alle steder!
I Ekstra Bladets lille artikel var vinklen, hvorvidt en fødsel er hårdere end et maratonløb (en sammenligning som ikke har noget at gøre med den amerikanske forskning, og hvis du støder på den pågældende artikel fra Ekstra Bladet, så kan du bare springe den over.
Den er efter min mening upræcis, irrelevant og de oversatte passager fra engelsk er fyldt med fejl og misforståelser.
Hvis du gerne vil have en mere omfattende vurdering af, hvad er hårdest – en fødsel eller et maraton – så læs mit blogindlæg på Min-mave.dk.
Selvom det sådan set er et retorisk spørgsmål, fordi jeg tror alle, der har født OG løbet et maraton kan bevidne, at fødslen er KLART hårdest, så sammenligner jeg i blogindlægget især forberedelserne, der typisk går forud for de to begivenheder.
Hele artiklen om fødselsskader oversat dansk
Men den oprindelige, amerikanske artikel om det nye studie af fødselsskader er meget spændende. Så spændende, at jeg har oversat den til dansk i sin fulde længde.
Hele oversættelsen kan du læse under billedet. Nederst er der et link til den oprindelige artikel.
Når du læser artiklen, så vær opmærksom på, at nye mødre i USA typisk har en betydelig kortere barsel end vi har i Danmark. Ofte efter blot 6 uger!
Den almindelige opfattelse derovre er, at kvinderne på dét tidspunkt er kommet sig over fødslen fysisk, så de er klar til at vende tilbage til arbejdet. Undersøgelsen fra University of Michigan beviser jo så med al tydelighed, at det langt fra er tilfældet!
Vigtige pointer fra undersøgelsen
- Det kan tage 8 måneder eller mere før fødselsskader heler.
- I nogle tilfælde hjælper bækkenbundsøvelser slet ikke.
- 25 % af kvinderne i undersøgelsen havde væske i kønsbenets knoglemarv eller havde pådraget sig brud på bækkenet (opdaget vha MR-skanning).
- 66 % af kvinderne havde for meget væske i muskulaturen, hvilket tyder på overrivning af muskelfibre.
- 41 % havde fået bristninger i bækkenbundsmusklerne, hvor musklen var revet helt eller delvist fra sit hæfte på kønsbenet.
- Forskerholdet bag undersøgelsen mener dog ikke, at alle kvinder har brug for at blive MR-skannet efter fødslen.
- Ej heller at kvinder bør holde op med at lave bækkenbundsøvelser.
- Pointen er, at flere bør opsøge en specialist tidligere og ikke leve med efterdønninger fra fødselsskader.
- Min egen konklusion: Skader fra fødslen skal du ikke bare affinde dig med. Hvis du oplever problemer med bækkenbunden, smerter/ubehag i underlivet eller at du ikke heler “som der står i bøgerne”, så tag kontakt til din egen læge eller en gynfys. Der er altid noget, der kan gøres, så du får det bedre!
Her er hele artiklen oversat til dansk:
Obs: Opklarende bemærkninger fra min side er sat i […]
Er en fødsel en sportsbegivenhed? Sportsmedicin bruges til at diagnostisere fødselsskader. – Artikel fra Michigan News, University of Michigan, 1. December 2015
At føde kan velsagtens anses som den mest traumatiske begivenhed en menneskekrop kan gennemgå og nye billedbehandlingsteknikker viser, at op til 15 % af de fødende kvinder får skader i bækkenregionen, der ikke heler.
Forskere fra University of Michigan i USA mente, det ville give god mening at bruge MR-skanning – en teknik, der ellers er forbeholdt sportsmedicin – til at diagnostisere fødselsskader, fordi en fødsel er ligeså traumatisk som mange sportsskader fra udholdenhedssport.
”Hvis en atlet får en lignende skade ved at dyrke sin sport, ville hun straks blive henvist til MR-skanning,” siger Janis Miller, lektor ved University of Michigan School of Nursing. ”Vi har tendens til at fortælle kvinder, at ”Så, nu er der gået 6 uger, siden du fødte og vi behøver ikke se dig mere – du skal nok få det godt igen.” Men ikke alle kvinder har det godt efter seks uger eller er klare til at tage tilbage på arbejde og det er ikke fordi, de er tossede”.
Forskere fandt ud af, at det kan tage 8 måneder eller mere før fødselsskader heler. Og i nogle tilfælde hjælper de bækkenbundsøvelser, kvinderne almindeligvis anbefales at lave, slet ikke.
”Kvinder med skader i bækkenbunden føler ofte, at noget ikke er, som det skal være, men de ved ikke hvorfor og lægerne kan ikke give dem svar,” siger Janis Miller. ”Kvinder kan få blæreproblemer og i visse tilfælde prolaps/nedsynkning af organerne i underlivet, hvis musklerne i bækkenet ikke fungerer godt nok, så organerne bliver holdt på plads”.
Hvordan kunne Janis Miller give hendes patienter en bedre forklaring? Hun og et hold af jordemødre, radiologer og fødselslæger undersøgte en gruppe gravide kvinder med høj risiko for at få bristninger i bækkenbundsmuskulaturen under fødslen. De brugte MR-skanning til at diagnostisere skaderne og følge helingsprocessen.
Det viste sig, at dét MR-skanningerne afslørede ville vende op og ned på, hvad man hidtil havde troet. Tidligere mente eksperter, at fødselsskader primært havde at gøre med forbindelsen mellem nerver og muskler.
Men skanningsbillederne i Janis Millers studie viste, at 25 % af kvinderne havde væske i kønsbenets knoglemarv eller havde pådraget sig brud, der lignede træthedsbrud fra sportens verden. 66 % af kvinderne havde for meget væske i muskulaturen, hvilket tyder på skader i stil med alvorlige fibersprængninger [overrivning af muskelfibre].
41 % havde fået bristninger i bækkenbundsmusklerne, hvor musklen var revet helt eller delvist fra sit hæfte på kønsbenet.
Bækkenbundsøvelser [knibeøvelser] er de mest udbrede øvelser, der anbefales, der disse øvelser kan ikke få muskulaturen til at hæfte sig fast på knoglen igen – det er det ikke noget, der kan. Mange kvinder laver disse knibeøvelser i ét væk, men de heler ikke, som de ellers er blevet fortalt, at de burde, fortæller Janis Miller.
Hun understreger, at deltagerne i undersøgelsen var udvalgt, fordi de alle havde stor risiko for bristninger under fødslen og derfor ikke er repræsentative for alle gravide kvinder. De fleste skader inklusiv alle brud var helet op, da undersøgelsens kvinder blev tjekket igen efter 8 måneder.
Janis Miller håber, at undersøgelsen vil sætte en stopper for den eksisterende ”one-size-fits-all-tilgang” til at behandle fødselsskader, så kvinderne holder op med at skyde skylden på sig selv, hvis problemet bliver hængende.
Hun husker én patient, der i særlig grad gjorde hende ked af det. ”Jeg kom ind på mit kontor og før jeg overhoved havde sagt hej, udbrød kvinden ”Jeg ved, det er min egen skyld, fordi jeg ikke har lavet mine knibeøvelser!”, fortæller Janis Miller.
”Vi siger ikke, at alle kvinder har brug for at blive MR-skannet efter fødslen. Heller ikke at kvinder bør holde op med at lave bækkenbundsøvelser. Pointen er, at hvis en kvinde fornemmer, at helingen tager lang tid; at der er usædvanligt ubehag eller hun føler, at hun bare ikke kan knibe mere – så bør hun tilses af en specialist”.
Holdet vil følge undersøgelsens kvinder, når de får flere børn for at fastslå, hvordan bækkenbundsskader indvirker på [nye] fødsler og generel sundhed og velvære.
Ved University of Michigan hjælper en særlig klinik (Healthy Healing Clinic) kvinder, der har haft komplicerede fødsler, svækket bækkenbund eller er lang tid om at hele efter fødslen. Klinikken er den første af sin slags i landet [USA] og støtter sig til den viden som Janis Millers undersøgelse har bragt for en dag.
Medforfattere til undersøgelsen omfatter Lisa Kane Low og Ruth Zielinski fra University of Michigan School of Nursing, Catherine Brandon og John DeLancey fra University of Michigan Health System og Abigail Smith fra Arbor Research. National Institutes of Health har støttet undersøgelsen.
Artiklen er oversat fra engelsk.
“Childbirth an athletic event? Sports medicine used to diagnose injuries caused by deliveries” fra Michigan News, University f Michigan, 1. December 2015.
Artiklen er markeret med følgende tags:
Fødsel Fødselsskader Bækkenbund Bækkenbund Efterfødselstræning FødselKunne du lide denne artikel? Del den!