Stevia versus sukker. Superfit Mor’s stevia-guide
Er stevia sundere end sukker? Må små børn egentlig spise stevia? Vi forklarer dig forskellen på sukker og det kaloriefrie, naturlige sødestof stevia. Vi taler også med en ekspert og lader en mødregruppe smagsteste...
Vil du gerne spare på kalorierne oven på alle julens lækkerier? Du har måske hørt om det kalorifrie, naturlige sødestof stevia. Men hvad er stevia egentlig og er det sundere end sukker?
Vi forklarer dig forskellen, taler med en ekspert og lader en mødregruppe teste, hvordan en kage bagt med stevia smager sammenlignet med en kage bagt med almindeligt sukker.
Hvad er stevia?
Stevia kommer fra planten stevia rebaudiana. Den kaldes også for sukkerplanten, fordi både bladene og saften har en markant, sødlig smag. Planten stammer fra Sydamerika, hvor indianerne allerede for 1600 år siden brugte den som sødemiddel.
Når du køber stevia i butikkerne, får du et ekstrakt fra planten i form af steviolglycosid (E 960) der er et krystalagtigt, hvidt, sødt og lugtfrit pulver. Der er altså foregået en kemisk oprensning, men oprindelsen er 100 % naturligt.
Hvad bruger jeg stevia til?
Stevia bruges lige som sukker. Du kan derfor bruge stevia til f.eks. kager eller andet bagværk. Du kan også søde te eller saftevand med stevia i stedet for sukker.
Hvordan bager jeg med stevia?
Du bruger stevia som almindeligt sukker, men der er nogle ting, du skal være opmærksom på. F.eks. søder stevia mange gange mere end sukker. Læs på emballagen, hvilket forhold mellem sukker og stevia, producenten anbefaler, og følg det. På den måde kommer du ikke til at over- eller underdosere.
I madlavning bidrager sukker med andre egenskaber end den søde smag. Det kan konservere, kickstarte gærs evner, binde væske og gøre konsistensen af bagværket mere luftig. Du skal derfor muligvis justere på mængden af andre ingredienser, når du bager med stevia, f.eks. tilsætte ekstra væske, æg eller gær.
Hvad gør sukker ved kroppen og hvad gør stevia ved kroppen?
Vi smager med tungen, munden og svælget. Den mad, vi indtager, kommer dernæst ned i mave-tarmkanalen, hvor meget af det bliver nedbrudt og bevæger sig ud i blodet. Herfra skal det transporteres videre rundt i kroppen.
Lidt forenklet kan man sige, at når du spiser sukker, så optages det lynhurtigt i blodbanen. Det betyder, at kroppen (anført af hormonet insulin) arbejder på højtryk for at fjerne sukkeret fra blodet i stedet for f.eks. at forbrænde fedt.
Stevia passerer igennem mave-tarmsystemet uden at blive nedbrudt og optaget i blodbanen. Derfor tilfører stevia ikke energi (kalorier) til kroppen og der bliver heller ikke sendt ekstra sukker ud i blodbanen.
Det er desuden værd at bemærke, at stevia i modsætning til sukker er uproblematisk for tænderne.
Hvilke ulemper er der ved stevia?
Nogle oplever, at de får øget luft i maven af at spise stevia og overdreven brug kan have en afførende effekt. Begge dele afhænger typisk af, om du er vant til at spise sødemidler.
Stevia søder, men det smager ikke helt lige som sukker. Smagen kan være intensiv og gennemtrængende, især hvis du kommer til at overdosere. Afhængigt af dine smagsløg og hvordan du bruger det, kan stevia have en lidt bitter og metallisk eftersmag.
Derudover kan det være et generelt problemer, hvis vi vænner os selv og vores børn til, at alt mad skal smage sødt. Den søde smag er nemlig vanedannende og eksperter opfordrer derfor til, at produkter med sødestoffer såvel som med sukker nydes med måde.
Er det farligt at spise stevia?
Nej. I hvert fald ikke så længe du holder dig til steviolglycosid og ikke begynder at spise selve planten. I EU har E 960 været godkendt til brug i fødevarer siden 2011.
”Stevia er nok et af de allermest undersøgte produkter i hele verden. Skulle der have været noget, så var det kommet op i de grundige undersøgelser, der blev lavet i forbindelse med EU-godkendelsen”, fortæller Per Bendix Jeppesen, da vi ringer til ham for at høre en eksperts vurdering. Han er lektor ved Aarhus Universitet og forsker i bl.a. diabetes og kunstige sødemidler.
”Vi indtager jo næsten 60 kg sukker om året pr. indbygger og det tal har været i voldsom stigning de senere år. Vi er nødt til at kigge på, hvordan vi kan få den mængde nedbragt. For mig at se, er stevia fantastisk. Det indeholder ingen kalorier og er ekstremt sødt i de meget små mængder, vi bruger. Japanerne har brugt det som sødestof siden 1970erne. De er skrappe og har meget strenge regler, men der har ikke været observeret nogen som helst negativ påvirkning eller bivirkning ved brug af stevia,” slår Per Bendix Jeppesen fast.
Må børn spise stevia?
Per Bendix Jeppesen påpeger, at der ikke er fundet anledning til at opstille særlige begrænsninger for børns indtag af stevia. Netop fordi der ikke er fundet nogle risici ved at spise produktet. I modsætning hertil, har de amerikanske myndigheder f.eks. en anbefalet begrænsning på indtaget det kunstige sødestof aspartam.
Sunde kostvaner grundlægges i barndommen og det er ikke en god idé hvis børn bliver vænnet til søde sager. Som nævnt ovenfor bør det derfor ikke være en undskyldning for at give los, at stevia ikke indeholder kalorier. Så nyd med måde – men vær ikke bekymret for, om stevia kan være skadeligt.
Hvordan smager stevia?
For at få en kompetent vurdering af, hvordan kager med stevia smager, har vi allieret os med en mødregruppe. I Roskilde mødes 7 mødre og deres 3 mdr. gamle babyer en gang om ugen. De elsker kage og har sagt ja til at smage på vores to chokoladekager, som er lavet ud fra samme opskrift. Den ene er dog bagt med sukker og den anden med stevia.
”Altså – hvis man nu skal spare på kalorierne, så er det fint at spise kagen med stevia”, lyder dommen fra Naja Krintel Nilsson. ”Det er ikke et dårligt alternativ. Jeg føler helt sikkert, at jeg har fået et stykke kage, når jeg spiser den med stevia”.
Caroline Printz er enig: ”Jeg kan godt smage, at det ikke er det samme. Men det er fint nok. Jeg kunne sagtens finde på at bage med det derhjemme”.
”Det kan fint tage sukkertrangen, når sådan én opstår”, supplerer Louise Simoni Larsen.
Julie Witt-Nielsen er ikke helt lige så begejstret. ”Jeg vil hellere have et lille stykke kage bagt med sukker end et stort stykke bagt med stevia. Det er altså mere lækkert og mere kage-agtig. Det er som om stevia-kagen kun smager i munden, mens sukkerkagen tilfredsstiller hele kroppen på en anden måde”.
”Jeg kunne godt finde på at bage med stevia”, siger Gwladys Siri. ”Men så ville jeg putte nogle flere krydderier i, så den kommer til at smage af mere”.
Der er altså forskellige holdninger til, hvorvidt kagen med stevia er et værdigt alternativ til den med sukker. Alle mødrene er dog enige om, at stevia-kagen godt kan spises, hvis der ikke er andet.
Obs: Indlægget er ikke sponsoreret eller på anden måde associeret med steviaproducenter.
Sukkerfrie cookies bagt med stevia
Her får du et forslag til at bruge steviaplanten i sprøde cookies. De indeholder desuden masser af fuldkorn i form af havregryn samt gode, sunde sager fra nødder og mørk chokolade.
Opskriften stammer fra Superfit Mor’s e-kogebøger med sunde madopskrifter – perfekte til den travle børnsfamilie.
DOWNLOAD OPSKRIFTEN HER
Kunne du lide denne artikel? Del den!