Luftige grovboller med masser af gods
Bliv mæt med verdens nemmeste grovboller – perfekte til morgenbord, madpakke eller hurtig snack efter træning
Det bliver simplethen ikke nemmere at bage boller! Og med de her koldhævede grovboller får du ikke en gang klistrede dej-fingre! Et kæmpe plus ved en opskrift, hvis du spørger mig (jeg hader nemlig at vaske dej-rester af hænderne!).
Du skal blot huske at røre dejen sammen om aftenen, og så ellers lave noget andet hyggeligt i nogle timer – f.eks. at sove. Næste morgen tænder du ovnen, lynklatter dejen på bagepladen og 1-2-3 så har du lune grovboller.
Udover nemheden, så er de her grovboller toplækre til morgenbordet, i madpakkerne eller som en lille mættende eftermiddagssnack med eller uden pålæg.
Koldhævede boller var gået i glemmebogen
Her hos mig var de koldhævede boller gået lidt i glemmebogen. For nogle år siden lavede jeg dem mindst én gang om ugen og knuselskede den nemme “sov-dig-til-success” tilgang til bagning.
Jeg er nemlig mega utålmodig af natur og det der med at stille en dej til hævning i en time … og så rulle den ud og så til hævning i én time mere … ej, det kan jeg bare slet ikke arbejde med! 😅 Så de koldhævede boller er helt perfekte til folk med begrænset bage-tålmodighed.
Men af en eller anden grund var de koldhævede boller altså gået i glemmebogen hos mig. Indtil bageguderne inspirerede mig til at snuppe en pakke gær med hjem fra supermarkedet den anden dag. Efter adskillige dage, hvor jeg aften efter aften glemte at få lavet den der sk*de bolledej til køleskabet, huskede jeg det endelig i går!
Jeg brugte, hvad jeg lige havde i køkkenskabene – og huskede heldigvis at skrive det hele ned, så opskriften kunne reproduceres, hvis den skulle blive god. Og det synes jeg virkelig den blev – hvis jeg selv skal sige det! 😃
Det skal du bruge
Ingredienser til ca. 20 boller:
- 10 g gær
- 550 ml lunkent vand
- 200 g fuldkornshvedemel
- 450 g fuldkornsspeltmel
- 150 g havregryn
- 3 spsk flydende honning
- 1 spsk olie eller flydende magarine
- 1 dl hytteost
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk salt
Sådan laver du grovbollerne
Om aftenen:
Rør gæren ud i lunket vand i en stor skål. Tilsæt alle ingredienserne og rør godt rundt med en ske. Dæk skålen til med folie eller et viskestykke. Stil i køleskabet natten over eller ca. 8-9 timer.
Om morgenen:
Tænd ovnen på 250° varmluft. Når bollerne er klar til at komme i ovnen, skal du skrue ned på 220°. Form boller med en spiseske og læg på en bageplade med bagepapir på. Pensl med vand. Bages i ca. 15-18 minutter.
Skru ekstra op for sundheden
Du kan skrue op for sundheden i grovbollerne og variere grundopskriften her ved at putte ca. 1 dl rosiner, frø eller hakkede nødder i dejen.
Reven gulerod eller squash smager også skønt i bollerne. Tilsætter du revne grøntsager, skal du lige justere lidt ned på vandmængden.
Kunne du lide denne artikel? Del den!