12 tips til en god mave-selfie

Start dit træningsforløb med en god maveselfie, så du kan følge din fremgang.

Når du starter med at genoptræne din mave med Flad Mave Online eller begynder på et intensivt træningsforløb som Bootcamp’en, er det smart at tage et billede af dig selv i hel figur. Du kan bruge billedet til at følge med i, hvordan din krop forandrer sig, efterhånden som din træning skrider frem.

Under billedet får du 12 tips til, hvordan du tager en god mave-selfie, der kan fungere som et fint sammenligningsgrundlag og et mål på din fremgang.

  1. Det første billedet, du tager, vil være dit før-billede. Med jævne mellemrum, f.eks. 2 uger, tager du nye billeder.
  2. Sørg for at få hele dig med på billedet – som minimum fra skuldre til under ballerne.
  3. Tag billedet ind i et stort spejl; så du kan få det hele med. Alternativt kan du bruge en selfiestick eller få en anden til at tage billedet af dig, hvis du ikke har et helfigur-spejl.
  4. Tag ét billede forfra og ét fra siden.
  5. Tag altid dine mave-selfier på samme location, f.eks. på dit badeværelse, soveværelse eller din gang.
  6. Sørg for god belysning. Der må ikke være for mørkt, hvor du tager billedet.
  7. Sørg for en rolig baggrund, dvs. fjern de værste bunker med vasketøj bag dig.
  8. Hav tætsiddende tøj eller blot undertøj på.
  9. Tag altid det samme tøj på, hver gang du tager nye billeder – det gør det lettere at sammenligne.
  10. Når du har taget 2-3 gode mave-selfier med nogle ugers mellemrum (og du har givet den godt gas med træningen), kan du sætte billederne op ved siden af hinanden i en collage.
  11. Sørg for at rette billederne til i collagen, så de står lige, dvs. at f.eks din hofte er på samme niveau på alle billederne. Så er det tydeligst at se de forandringer, der er sket.
  12. Gem dine billeder i en særskilt mappe på din mobil eller computer.

Billederne er dit værktøj

Dine mave-selfier er som udgangspunkt kun til dig. Du vælger selv, om du vil dele dem med nogen. Så lad ikke din generthed stoppe dig fra at tage mave-selfier.

Billederne er tænkt som et værktøj, der skal motivere dig og være tydelige beviser på, hvor langt du er kommet med din træningsindsats.

Andre målestokke

Vi kan også bruge centimetermål, vægt eller et bestemt stykke tøj som målestok for vores fremgang.

Men vores før/efterbilleder er ekstremt visuelle og ofte bliver man overrasket over, hvor stor forandring man kan se på billederne, selvom man måske ikke føler, der er sket så meget.

Så snyd ikke dig selv for dine før-billeder. De skal tages ved starten af forløbet – også selvom det kan være grænseoverskridende at forevige ens udgangspunkt, som man jo typisk gerne vil forandre. Det er netop dét, du er startet på med din træning – lige nu.

Forandringer mellem ørerne

Husk også at lægge mærke til dine mentale forandringer … de kan jo ikke komme med på billederne.

Mere energi, bedre humør, bedre søvn, mere styrke. Bid også mærke i alle disse små, men supervigtige forandringer, der sker i kulisserne. Det er bl.a. dem, der skal inspirere dig til at fortsætte din træning.

Se også: Gode eksempler på mave-selfier

Artiklen er markeret med følgende tags:

Mavetræning Flad mave Motivation