Undgå at tage ekstra kilo på i december

Læg en strategi, så kommer du gennem julen uden at tage ekstra kilo på. Her er 4 gode strategier, der også efterlader plads til hyggen!

Læg en god strategi og kom igennem julen uden ekstra kilo på sidebenene.

Der har været julelækkerier på butikshylderne længe. Når supermarkederne har brunkager og konfekt på hylderne allerede midt i oktober, nytter det ikke noget, at vi kaster trumfkortet ”Det er jo kun jul én gang om året”, og spiser, hvad vi lyster. I hvert fald ikke, hvis vi undgå sabotere vores sunde kurs og betale ved badevægtens kasse 1.

Læg en strategi, der giver plads til at nyde julens lækkerier UDEN, at vores sundhed lider overlast. På den måde kan du stadig holde gang i dit vægttab og formfremgang uden at vansmægte ved alle julearrangementerne.

Strategipunkt #1 Hold dig til dine julefavoritter

Undgå hovedløst at køre pebernødder og brunkager ind, hvis de ikke er din absolutte favorit. Spild ikke kalorier på tamme finsbrød og kedelige klejner.

Ved at lægge en strategi har muligheden for at planlægge nydelsen, så du ikke behøver at gå glip af de julelækkerier, du virkelig holder af.

Strategipunkt #2 Tænk ikke sort-hvidt

Hvis du nu alligevel kommer til at kigge lidt for dybt i skålen med juleknas, så smid ikke hele projektet i skraldespanden med det samme.

Undgå for alt i verden tanker som ”Nu kan det også være lige meget! Jeg starter med at tabe mig/leve sundt til januar”. Det er IKKE en smart måde at gøre det på!

Omme på den anden side af nytår kommer du med garanti til at fortryde, at du har 2-4 ekstra julekilo at smide.

Hent opskriften: Modvægt til den tunge julemad

Strategipunkt #3 Hold gang i din træning

Spring ikke over træningen. Heller ikke selvom det er blevet koldt og mørkt udenfor og/eller du har travlt med at sørge for at alle andre har en dejlig jul.

Følger du strategipunkt #4 og giver dig selv frie tøjler i 15-20 % af dine måltider fra nu og til nytår, kan det kun ske uden, at du kommer til at betale for det på vægten, hvis du er flittig med din træning og holder din forbrænding oppe på den måde.

Prioriter din træning for din egen skyld – og fordi en glad, sund og stærk mor er meget sjovere at holde jul sammen med.

Husk at al bevægelse tæller med! Også når du okser op ad kælkebakken, gør hovedrent eller kører et hurtigt videotræningspas efter ungerne er puttet.​

Det kunne f.eks. være 9 minutters mavetræning med Flad Mave Online eller en frisk omgang pulstræning fra Superfit Mor’s Online Bootcamp.

Strategipunkt #4 Spil kalender-bingo

Tag din kalender frem. Du skal til at sætte ét kryds ved hvert af de måltider, hvor du planlægger at skeje ud.

Strategien går ud på at spise måltider, der er sunde og gode for din krop 70-75 % af tiden dvs. magert protein, grønt og frugt og masser af vand. Når julen er overstået skal du helst lidt højere op i procenterne igen.

Sådan gør du i praksis: Lad os tage de sidste 14 dage af december (fra d. 18. december til 1. januar):

Hvis du spiser 5 måltider om dagen (3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider) bliver det 70 måltider. Du har nu mellem 17 og 21 (!) krydser, du kan placere, hvor du vil i kalenderen i de sidste to uger af december.

Det vil med andre ord sige, at hvis du beslutter dig for at spise sundt ved 70 % af måltiderne i decembers sidste to uger, har du 21 måltider, hvor du frit kan vælge, hvad du mæsker dig i.

Vil du være 75 %​ sund, har du 17 krydser at sætte.

Synd (jeg afskyr det udtryk, når vi taler mad, men nu bruger jeg det altså alligevel) på tidspunkter, hvor du får mest mulig nydelse og glæde ud af det.

Mit gæt er, at det sandsynligvis er, når du spiser julemiddagen eller er til æbleskivehygge i børnehaven snarere end når du sidder alene på sofaen med to plader Marabou i tv’ets flimrende skær. Jo færre skeje-ud-krydser, der er i din kalender, des bedre.

Planlæg nøje, husk konsekvenserne og giv slip på skyldfølelsen, når nu du ”synder efter planen”.

Læs også: Sådan bliver du mæt på mindre – og taber dig!
Læs eller lyt: 7 tricks, der lærer din hjerne at blive slank

Artiklen er markeret med følgende tags:

Vægttab Babykilo Vægttab Sund kost Motivation