Bliver kroppen aldrig den samme efter fødslen?

For nyligt hørte jeg endnu en gang en nybagt mor gentage den gamle frase: ”Kvindekroppen kommer sig aldrig rigtigt over en fødsel.” Hun sad dér med sin lille, skønne dreng i armene, og spurgte...

For nyligt hørte jeg endnu en gang en nybagt mor gentage den gamle frase: ”Kvindekroppen kommer sig aldrig rigtigt over en fødsel.” Hun sad dér med sin lille, skønne dreng i armene, og spurgte mig med nervøsitet og vantro i sit blik, om det virkelig er rigtigt?

Jeg bliver frustreret og gal over, at der florerer sådan en potentielt skadelig løgn blandt nybagte mødre.

Vi er alle forskellige og det samme er vores graviditeter og fødsler. Så det vil være forkert at generalisere. Men alligevel! Jeg hører igen og igen mødre gentage og tro på denne gamle idé om, at kroppen aldrig kommer sig over sin første graviditet. At kroppen efter fødslen for altid vil være mærket, svagere og generelt udenfor pædagogisk rækkevidde. Og jeg bliver frustreret og gal over, at der florerer sådan en potentielt skadelig løgn blandt nybagte mødre.

Faktum: Vores livsvilkår ændrer sig radikalt, når vi bliver mødre. Rigtig mange kvinder ryger direkte tilbage i en (nu endnu mere) stresset hverdag, hvor de ikke tager tid ud til bevægelse og motion. Og derefter kan de (med rette) fortælle historien om, at deres krop aldrig blev den samme igen efter graviditeten.

Men sådan behøver det ikke at være! Der skal faktisk ikke ret meget bevægelse til for, at vi kan modbevise den gamle løgn om. Vi taler ikke nødvendigvis maratonløbetræning eller uendelige timer i træningscenteret.

Jeg er måske lidt grovkornet nu, og jeg beklager på forhånd, hvis jeg træder nogen over tæerne. Men jeg ser ofte, at kvinder bruger tanken om, at der alligevel ikke er noget at gøre som en undskyldning: Kroppen har for altid mistet sin evne til at være i form/slank/have flad mave/føles dejlig og fuld af energi. Denne gamle løgn bruges som et skalkeskjul, hvor man er lovligt undskyldt for ikke at prioritere sin egen bevægelse og motion.

Bevægelse burde være lige så naturligt som at sove og spise.

Jeg ved, at det er svært at presse mere ind i en travl hverdag med små børn. Men der er så uendeligt mange fordele ved at systematisk at indføre bevægelse og motion i sin efterfødselshverdag, at det burde være en lige så naturligt som at sove og spise.

Nybagte mødre, der tager tid til motion, er sundere på alle måder. De har det bedre. De taber hurtigere deres babykilo. De får hurtigere følelsen af, at de er ”herre i eget hus”. Altså at deres krop ikke for evigt er mærket negativt af graviditet og fødsel!

Det kan godt være, at der er strækmærker eller løs hud på maven, som ikke var der før graviditeten. Men med den rette efterfødselsgenoptræning er der ingen grund til at nybagte mødre ikke kan genfinde sin tidligere styrke og glæde ved kroppen.

Jeg ser hele tiden eksempler på kvinder, der er i langt bedre form, hviler mere i sig selv og sin krop og i det hele taget har en større tilfredshed med deres fysik efter, de har bragt børn til verden!

Her er en liste over nogle af de basale fordele nybagte mødre får ved motion efter fødslen:

  • Et øget selvværd
  • Mindre risiko for efterfødselsdepression
  • Kommer hurtigere tilbage til deres før-graviditetsvægt
  • Genetablerer korrekt kropsholdning og muskulær balance
  • Genetablerer styrken til at bære spædbarnet ved at bruge de rigtige muskelgrupper
  • Reducerer ømme muskler i bl.a. lænd, skuldre, nakke og bækken
  • Giver kvinden en følelse af kontrol
  • Fjerner giftstoffer
  • Reducerer stress markant

Hvis du ikke ved, hvordan du skal gribe motion efter fødslen an, så søg hjælp! Det er helt forståeligt at være i vildrede. Der sker en masse ting med kroppen under graviditet og fødsel, og du kan ikke vide det hele selv. Spørg din sundhedsplejerske, find et efterfødselshold i dit lokalområde, udsøg eksperter på nettet. Vigtigst af alt er det, at finde en motionsform der passer DIG. Og prøv lige at kigge på listen herover igen … Er alle de fordele ikke værd at få fingrene i?

Udendørstræning

Artiklen er markeret med følgende tags:

Morkrop Efterfødselstræning