Forlad aldrig huset ubevæbnet (mod lavt blodsukker!)

Det er nemt at gardere sig mod lavt blodsukker (og undgå et hovedspring i nærmeste sukkerskål), hvis du pakker et par sunde snacks til dig selv, når du pakker pusletasken.

Jeg tør vædde på, at det kan tælles på én hånd, hvor mange gange, du har glemt pusletasken, når du er på farten med din baby.

Vi mødre pakker, så vi er forberedt på enhver situation: ekstra tøj, bleer, sutteflaske, sutter, stofbleer i hobevis, solcreme om sommeren, huer og vanter om vinteren.

Og når baby bliver lidt større, forlader vi aldrig huset uden en banan, en frugtstang eller en bolle i tasken, så juniors blodsukker ikke styrter ned, mens vi kører på motorvejen eller står i kø i Netto.

Vi sørger hele tiden for, at vores børns behov er dækket – også når vi er på farten. Det bliver en ufravigelig vane, som vi hurtigt får indarbejdet – selvom vi har travlt. Og vi gør det selvfølgelig, fordi de små guldklumper betyder alverden for os.

Men hvad med vores egne behov? Husker du at passe lige så godt på dig selv? Mit gæt er, at du ofte glemmer eller tilsidesætter dine egne behov.

Sandheden er nok den, at i en travl hverdag lander vores egen sundhed langt nede på prioriteringslisten.

Men at finde tid til at spise sundt og motionere er ikke blot et spørgsmål om forfængelighed og blive en åleslank mor, der har styr på det hele.

Faktisk handler det om noget langt vigtigere, nemlig at værdsætte sig selv. Og det man værdsætter, passer man godt på – præcis som vi gøre med børnene.

Jeg hører tit travle småbørnsmødre sige, at de ikke har tid til at forberede sunde snacks til dem selv. Og så ender det  ofte med det usunde quick fix mod lavt blodsukker og træthed: en chololadebar og en kaffe to go fra kiosken.

Det er der selvfølgelig ikke noget galt med at gøre ind i mellem. Men f.eks. at pakke nogle sunde snacks til, når du er på farten, er langt bedre for din krop og dit energiniveau (og det er også billigere).

Planlæg dine egne sunde snacks til at tage med i tasken, præcis som du planlægger at dække dit barns behov, når I er på tur. På den måde signalerer du også til dig selv, at du også er omsorgen værd – præcis ligesom dit barn er.

Så brug 5 organiserede minutter om morgenen (eller aftenen før) på at pakke sunde snacks til dig selv.

Du kan tage dem med, når du skal ud af døren eller bare have dem klar i køleskabet til en almindelig barselshverdag derhjemme.

Bevæbnet med dine sunde snacks, har du langt større chance for at undgå de sukkerfyldte nødløsninger, der efterlader dig med en ussel følelse i både fysisk og mentalt.

Her er et par eksempler på sunde snacks to go:

  • 8-10 mandler pakket  i små poser.
  • Skræl en appelsin eller mandarin og læg bådene i en lufttæt beholder (f.eks. i små plastæsker, der ikke fylder noget i tasken). Så undgår du at få “appelsin-fingre” på turen.
  • Tag udskåret æble og pære med i en lufttæt beholder.
  • Skær en tyk skive af et rigtig godt rugbrød med mange kerner. Del skiven i 4-6 mindre stykker og tag dem med i en lille plaskæske- eller pose = nemme “katastrofe-snacks”, der mætter utrolig godt.
  • Skræl et par gulerødder og skær dem til stave, som du sætter i et glas vand i køleskabet. Tag nogle stykker med i en pose, når du skal ud af døren.

Artiklen er markeret med følgende tags:

Vægttab Sunde snacks Blodsukker Sund kost