Træn rigtigt efter baby: Ødelæg ikke dine mavemuskler
Forkert træning af mavemusklerne efter graviditet kan gøre mere skade end gavn. Lær her hvorfor.
“Jeg laver 100 mavebøjninger hver aften! Jeg holder planken i flere minutter! Nu har jeg fundet ud af, at det faktisk har gjort min topmave værre! Hjælp!!”
Hun har tårer i øjnene.
Hun er bange for, at hun aldrig kan få en pæn mave igen!
Hendes desperation er hjerteskærende.
Hun har gjort alt det, hun TROEDE, var det rigtige for at træne maven efter fødslen. Men vidste ikke, at mavemuskler ikke TÅLER traditionel mavetræning, når man har været gravid.
Nu viser det sig, at den ihærdige mavetræning var spildt arbejde. Og ikke nok med det: Hendes mavemuskler er stadig delte, ryggen gør ondt og er i akut risiko for at få skader og – værst af alt, hvis hun selv skal sige det – så ser hun stadig gravid ud.
Nogenlunde sådan ser scenariet ud hos mange af de kvinder, jeg arbejder med i Superfit Mor. Det er ofte aktive sportskvinder, der er vant til at træne og have kontrol over sin krop. Men deres gode intentioner om at træne maven – med, hvad de tror er korrekte øvelser – gør i virkeligheden sagen meget værre.
Mine egne fejltrin førte mig til løsningen
Jeg kan sagtens forstå desperationen. Jeg stod nemlig selv i præcis samme situation efter min første graviditet for 8 år siden.
Jeg trænede selv min mave forkert (eller rettere sagt præcis som jeg altid havde gjort bl.a. med masser af traditionelle mavebøjninger), fordi jeg ikke vidste bedre.
På den måde ”vedligeholdt” jeg ubevidst en velvoksen rectus diastase og jeg så bestemt ikke særlig fit ud!
Heldigvis fandt jeg ud af, hvordan man træner mavemusklerne KORREKT, når man er blevet mor. Og efter en masse research, kreativ udvikling og tests fandt jeg frem til de øvelser, der senere blev til mit online mavetræningsprogram.
Min rectus diastase forsvandt helt og min mave blev fladere end nogen sinde. Og dét til trods for, at jeg har knoklet og undervist i alle mulige ”smarte” maveøvelser på utallige træningstimer over 2 årtier (gisp!). Men man har jo heldigvis lov til at blive klogere!
Under min anden graviditet sørgede jeg for, at mine mavemuskler kun delte sig minimalt ved at træne med de rigtige graviditetsøvelser.
Det betød, at dagen efter fødslen af mit 2. barn, var der halvt så stort mellemrum mellem mine mavemuskler som efter min første fødsel – og 4 måneder efter fødslen var hullet i mine mavemuskler allerede lukket sig helt. Alt sammen ved at træne med de rette øvelser og med stor bevidsthed omkring mine hverdagsbevægelser.
Så jeg er altså selv blandt de mange levende beviser for, at det IKKE er for sent at redde mavemusklerne fra forkert træning!
Giv ikke op på forhånd
Som personlig træner ser jeg samtidigt desværre også, at nogle mødre helt opgiver at træne mavemusklerne!
Enten fordi de tror på det fejlagtige udsagn “Dine mavemuskler bliver aldrig de samme efter fødslen” – så hvorfor overhovedet prøve?!? Eller fordi de ganske enkelt er bange for at gøre noget forkert.
Jeg kan ikke understrege nok, at ikke er nytteløst at træne maven efter fødslen! Faktisk er det endnu mere relevant end tidligere bl.a for at undgå skader i ryggen.
Du har brug for særlige øvelser og teknikker for at træne maven flad efter fødslen. Og samtidigt har du også brug for at vedligeholde en stærk kerne, så din bækkenbund fungerer som den skal.
Det mest effektive er en holistisk og funktionel tilgang, der også tager højde for, hvordan du bruger kroppen alle de timer, hvor du ikke ligger på træningsmåtten.
Men når du skrotter de traditionelle maveøvelser til fordel for dem, der er designet specielt til brug efter fødslen, ja, så vil du for alvor kunne nyde frugten af din indsats.
Jeg har trænet utallige mødre, der kan rapportere, at deres mavemuskler aldrig har været så flade og stærke som nu!
Selv efter flere graviditeter og delte mavemuskler. Og det er selvfølgelig fordi, at de nu endelig er begyndt at træne maven korrekt og effektivt og ikke spilde tiden på mavetræning, der bare ikke virker, som den skal.
Artiklen er markeret med følgende tags:
Mavemuskler Mavebøjninger Delte mavemuskler Rectus diastase Flad mave Bindevæv EfterfødselstræningKunne du lide denne artikel? Del den!