Træt af leverpostej? Forkæl din rugbrødsmad med hjemmelavet Green Spread
Denne super nemme Green Spread går lige godt på ristet rugbrød som pålæg i din frokostsandwich.
Mangler du et grønt alternativ til leverpostej og andet smørepålæg? Så skal du prøve min grønne pålægs-spread her.
Hjemmelavet GREEN SPREAD er grønt smørepålæg af avokado, broccoli, spinat og edamamebønner. Den giver dig et ordentligt skud sundhed og masser af smag og mæthed!
Her kommer opskriften på min super simple og stærkt vanedannende, grønne pålægsmakker, der passer lige godt som højtbelagt smørebrød på ristet rugbrød som i midten af din frokostsandwich.
Opskrift til ca. 4-5 portioner
- 1 moden avokado
- Et halvt broccoli (gerne inkl. stilk)
- 1 spinatkugle (frost)
- 1 dl edermamabønner
- Et skvæt citron
- Salt og peber
Sådan laver du din Green Spread
Skyl broccoli og skær stilken i mindre stykker. Damp broccoli. Lad edermamebønner ligge i kogende vand i et par minutter. Hæld vandet fra bønner og broccolli. Skræl avokado og tag kernen ud.
Put brocolli, spinatkugle, bønner, avokado og et skævt citronsaft i blenderen og kør det, indtil det er nogenlunde jævnt. Smag til med salt og peber.
Tip: Hvis du springer spinaten over (eller tør spinatkuglen op og lige klemmer vandet ud af den først), kan du godt lave dit green spread uden blender. Bare mos ingredienserne godt med en gaffel.
Spises f.eks. på ristet rugbrød og evt. med radisser og purløg på toppen. Eller som fyld i din sandwich.
Opbevaring af din Green Spread
Spis gerne din green spread med det samme. Den kan godt holde sig i et døgns tid i køleskabet i en lufttæt beholder.
Men put ellers resten i mindre bøtter egnet til nedfrysning med 1-2 portioner i hver og gem din green spread i fryseren. Der kan den fint holde sig i nogle måneder … meeen jeg tror, du kommer til at sætte dem til livs meget før, for det er bare mega friskt og lækkert pålæg.
Velbekomme!
Kunne du lide denne artikel? Del den!