Sæt fut i din træning med redskaber

Disse simple træningsredskaber gør din træning endnu mere effektiv. Og du behøver ikke engang ud og købe dem – du har dem garanteret ved hånden i forvejen.

Som udgangspunkt bruger vi kun vores kropsvægt i hovedparten af online træningen i Superfit Mor. Men så snart du føler dig klar til det, er det en god idé at bruge forskellige redskaber under træningen for at udfordre kroppen og variere træningen, så den bliver ved med at være sjov.

Disse simple træningsredskaber kan effektivt give dig endnu større udbytte af træningen. Og du behøver ikke engang at gå ud og investere i dem – du har dem garanteret ved hånden i forvejen.

Redskab #1 Din baby

Når du træner hjemme, vil din baby sikkert enten sove eller ligge og kigge på ved siden af. Men selvom baby bliver urolig, behøver du ikke suspendere dagens træning: tag baby med op i armene under de stående øvelser.

Udfør øvelserne langsomt og flydende. Baby vil sandsynligvis beroliges af de vuggende bevægelser. Indtil din baby har god hovedkontrol, skal du altid støtte dens hoved.

Husk din gode kropsholdning, selvom du holder baby i armene. Rund ikke skuldre og ryg fremover. I mange af de liggende øvelser kan baby komme med på din mave eller selv ligge på maven på et legetæppe ved siden af dig.

Læs også: Træn dig stærk og slank på rekordtid med Baby Tabata! (Video)

Redskab #2 En tung rygsæk

Tag en rygsæk på fyldt med bøger, kartofler, fyldte vandflasker eller andet tungt, og udfør øvelserne som normalt. Især dine baller og lår vil få ekstra ud af, at du har en tung rygsæk på.

Du kan også have rygsækken på, mens du går, jogger eller løber – bare sørg for, at den kan spændes ordentligt fast, så den ikke hopper og danser for meget. Den tunge rygsæk kan også bruges som håndvægt, når du træner arme, talje og ryg.

Redskab #3 Håndvægte

Hvis du ikke vil ud og investere i et par håndvægte, kan du fylde et par plasticflaske med sand eller vand.

Du kan starte med 0,5 liters flasker, men når du har trænet med dem i noget tid, vil de sandsynligvis ikke længere være tunge nok. Så fylder du bare to 1,5 eller 2 liter flasker i stedet.

Redskab #4 En stol

En helt almindelig spisestuestol bliver til et rent fitnesscenter, hvis bare du bruger din fantasi.

Du kan naturligvis lave siddende øvelser, hvor du f.eks. arbejder fokuseret med dine kernemuskler inkl. bækkenbund. Men du kan også bruge stolen til at få pulsen rigtig godt op ved at træde op og ned af. Vi kan også bruge stoleryggen som “barre” (ala dem ballerinaerne holder let fast i, mens træner stillestående øvelser).

I min Online Bootcamp bruger vi en stol i flere af træningsvideoerne. Både som beskrevet herover og på andre opfindsomme måder.

Redskab #5 Din barnevogn

Her har du et sandt vidunder af et træningsredskab! Ikke fordi du skal ud og jonglere med din barnevogn, men fordi gåture med barnevognen er det perfekte tidspunkt at indlægge både puls- og styrketræningsintervaller.

Tilrettelægger du turen rigtigt, kan den blive et gedigent et træningspas, der kan brænde endnu flere kalorier og tone dine muskler endnu bedre, end en sløv omgang i fitnesscenterets maskiner kan gøre – og så få du og din baby endda frisk luft imens!

Grib chancen, når du alligevel er ude og trille eller sæt en aftale op med andre fra dine mødregruppe (bare sørg for, at I ikke kun får motioneret snakketøjet). Fordi I bevæger Jer fra starten af turen, er musklerne allerede varmet op. Der findes mange tilbud med barnevognstræning i det fri rundt omkring i landet. Find et hold i nærheden af dig ved at søge på nettet.

Træn praktisk med TrilleToning

Udendørstræning med baby i barnevogn kalder jeg i Superfit Mor for TrilleToning. Tidligere havde jeg live TrilleToninghold. Nu tilbyder jeg TrilleToning på mp3 hvor du kan træne på egen hånd med min stemme i ørerne, der guider dig gennem hele træningspasset. Du kan også snuppe et liggeunderlag med under vognen, og lave nogle træningsøvelser under åben himmel som stationstræning indlagt i 2-3 bidder på din trilletur.

Her kommer et par retningslinjer til TrilleToning eller anden motion med barnevogn:

  • Sørg for, at styret kan indstilles til den rette højde til dig. Dine underarme skal være cirka vandrette, når du holder på styret med bøjede albuer.
  • Gå med hofterne relativt tæt på styret. Lad ikke din bagdel sakke bagud.
  • Hold ikke for hårdt om styret. Albuerne hænger afslappede.
  • Gå med en rank kropsholdning. Træk skulderblade ned og åben brystet.
  • Rul over hele foden fra hæl til tå, og sæt godt af over forfoden.
  • Tilpas dig vejret, når du træner udendørs: Husk solcremen til dig og baby, når solen skinner, og hold dig i skyggen, når du laver dine TrilleTonings-intervaller.
  • Generelt under TrilleToning-intervallerne: Pust ud, når øvelsen føles hårdest. Aktiver din bækkenbund og tværgående mavemuskel ved at trække maven lidt ind. Hold en god kropsholdning både under øvelserne, og mens du går
Læs også: Forbrænd 20 % mere med barnevognen

Løbejogger eller barnevogn: Hvad skal jeg vælge?

Om du bruger en barnevogn, en kombivogn, en klapvogn eller babyjogger til TrilleToningen er en smagssag og afhænger bl.a. af babys alder og hvilket terræn, du skal træne i.

Har din barnevogn ikke roterbare hjul (så den kan dreje på stedet), skal du være meget opmærksom på din holdning, når du trykker ned på styret for at ændre vognens retning. Det er let at komme til at læne sig frem og sende skuldrene op om ørerne. Undgå det i så stort omfang, som du overhovedet kan.

Generelt bør din baby være omkring 6 måneder og have god hovedkontrol, før du kan begynde at bruge andet end den traditionelle barnevogn, hvor baby ligger helt ned. Dog kan man også få en såkaldt hængekøje til at sætte i visse typer babyjoggere, så de helt små spædbørn kan komme med på en løbertur med far – det vil stadig være for tidligt for dig at løbe.

Nogle mødre synes, det er rart at kunne støtte babys hoved under TrilleTonings-turen ved at lægge et sammenrullet håndklæde rundt omkring det.

Hav gerne musik i ørerne under TrilleToningen (evt kun det ene øre, så du stadig kan høre junior i vognen). Sørg for, at musikken har en god rytme og et rimelig højt tempo, så du bliver motiveret til at få fut i sagerne.

Udstyr til TrilleToning

  • Gode, stødabsorberende gå- eller løbesko.
  • En BH (eller to) med god støtte.
  • En flaske vand til dig selv.
  • Pusletaske med det nødvendige til baby.
Læs også: 7 brølere nybagte mødre begår, når de vil i form